Halloween-fest i Børnehuset
Udenfor børnehuset høres helt anderledes toner. Det er høj musik. Musik med fut i, som også er en lille bitte smule uhyggelig. Gennem vinduerne kan jeg se en diskokugle fare rundt i loftet. Lys blinker regelmæssigt rummet op. På gulvet står en masse hekse, vampyrer og monstre på knap en meters højde.
Jeg bevæger mig forsigtigt ind i Børnehuset, og for hvert skridt stiger musikken, og jeg mærker beatet i min krop. Det er nemt at finde hen til lokalet, hvor det hele kommer fra. Jeg lister ind. Alle børnene er klædt ud til den store Halloween fest, og de danser på livet løs. Børnene er varme, glade og de har røde kinder. Mellem tonerne høres latter og små hvin fra alle deres fine stunts på dansegulvet. Der er intet, der bringer lykke og glæde som dans. Festen byder både på stopdans og stoledans. Det er nogle sjove, nye lege.
Køkkenet bugner i lækre kager, som forældrene har bagt til festdagen. Kagerne er pyntet med orm og små spøgelser. Op til festen har Børnehuset arbejdet med at fremstille pynt og symboler på Halloween. De har snakket med børnene om, hvad Halloween egentligt er. At det er en overgangsfest mellem sommer og vinter. Et velkommen til vinteren og et farvel til sommeren. Mens vi fejrer Halloween med slik og udklædning, har denne dag en anden historisk fortid.
For flere hundrede år siden var det også en tradition at dele godter ud på den sidste dag i oktober. Man troede, at de døde kunne vende tilbage til det virkelige liv på denne dag, så derfor satte man mad, frugt og nødder ud til dem.
Dengang delte man ud af mad, frugt og nødder, og så troede man, at de døde kunne vende tilbage til det virkelige liv på netop denne dag.
Efter den vilde dans er der højtlæsning. Børnene guffer kage og lytter, så ørerne næsten bliver røde og flyvende. Det er fedt sådan at holde fest i børnehaven.